Da jeg var på messe i dag, blev jeg ramt af en følelse af misundelse. Det sker med jævne mellemrum, så på den måde var i dag ikke noget særligt. Det føltes bare værre end det plejer, og det er sikkert den dybereliggende årsag til min misundelse der er skyld i det.
Messen havde intet med fotografi at gøre (Forvaltning og Digitalisering ’10), men der rendte en fotograf rundt og tog billeder til arrangementet. Hvis du er lidt ligesom mig, så kan du ikke lade være med at lure på andre fotografers udstyr, og det var her det første stik af misundelse ramte mig. Han rendte rundt med lige det kamera jeg ønsker mig og et bar af de Canons L-objektiver. Ren udstyrsmisundelse, men i en sværere grad end normalt. Så ramte den anden bølge af misundelse. Misundelsen på at han fotograferede. Pludselig gik det meget klart op for mig, hvor lidt jeg egentlig fotograferer for tiden, og hvor uendeligt meget jeg savner det.
Så selv om udstyrsmisundelsen måske er nem at forstå, så er det det, at bruge udstyret jeg misunder mest lige for tiden.
Så må det vist være rigeligt tuderi for nu.
Jeg elsker Twitter! For et år siden troede jeg at Twitter handlede om narcissistisk navlebeskuende selvfed egopromovering. Nu er Twitter med til at gøre mig til en bedre fotograf. I dette indlæg skriver jeg om hvordan jeg bruger Twitter og hvordan jeg kom i gang med det.
Da jeg startede min fotoblog for 1½ års tid siden var det vigtigt for mig at nå ud til nogle læsere der kunne give mig feedback. Så for at nå ud til mine potentielle læsere begyndte jeg at tweete hver gang jeg havde skrevet et nyt indlæg, for jeg ville jo gerne ramme flere end bare mine facebook venner. Jeg synes selv det var superfedt, for nu kunne alle jo se på Twitter når jeg havde skrevet et nyt indlæg. Det gav bare ikke rigtig flere besøgende.
Sådan kan man jo nemt fejle, når man prøver noget nyt. Jeg stod tilbage med en følelse af at Twitter var spild af min tid, og at jeg ligeså godt kunne droppe det. Det gjorde jeg heldigvis ikke, jeg begyndte i stedet at lede efter andre fotografer der tweetede. Stille og roligt begyndte jeg at følge disse fotografer på twitter og det har givet meget inspiration. De gode fotografer tweeter jo ikke kun om hvad de selv laver, men også om spændende ting de falder over. Alt den information, tips og tricks, guides og flotte billeder inspirerer mig til at ville blive bedre og til at ville udfordre mig selv til at opnå lignende resultater. På den måde gør Twitter mig til en bedre fotograf. Samtidig er jeg selv fortsat med at tweete når jeg har lavet et blogindlæg, men også at retweete når jeg ser et spændende tweet. Det har gjort at jeg stille og roligt er ved at opbygge en skare af følgere, og på den måde når jeg ud til flere og flere, som kan give mig feedback og hjælpe mig til at blive bedre. Det er endnu en måde hvor Twitter gør mig bedre.
Så ligegyldigt om du har en blog eller ej, kan jeg anbefale at bruge Twitter. Hvis du finder et par stykker som er interessante og følger dem, så vil du hurtigt se dit informationsnetværk eksplodere med masser af dejlig viden og inspiration.
Her er et par gode fotografer du kan følge på Twitter til at starte med.
Og lidt fotonyheder og tutorials:
Så skynd dig at komme med på bølgen. Det kan være med til at gøre dig bedre til det du brænder for.
P.S. Du skal selvfølgelig også følge mig på twitter:
@bovejgaard
Jeg synes efteråret er en fantastisk tid. Så derfor kommer endnu et indlæg i min serie med efterårsbilleder.
For mig er efteråret en tid med hygge både inde og ude, da vejret er meget omskifteligt. En af de efterårstraditioner jeg har taget til mig, og som jeg forhåbentlig vil blive ved at vende tilbage til, er græskarudskæring. Ikke fordi jeg synes at vi skal gå all-in på den amerikanske Halloween tradition, men fordi jeg synes det er sjovt og hyggeligt.
For et par uger siden smed jeg billeder op af et Hello Kitty græskar, jeg lavede til min niece. Til mig selv har jeg lavet et græskar inspireret af Skeleton Jack fra filmen ‘The Nightmare Before Christmas’, jeg kalder det Pumpkin Jack.

Pumpkin Jack i dagslys
Og således ser Pumpkin Jack ud, når han står og lyser i mørket:

Pumpkin Jack i mørke

Det er bare om at nyde motorcykel-dagene mens de er der.
Sommeren er slut og efteråret er over os. Det betyder at motorcykel-sæsonen 2010 er ved at være slut, men de sidste rester af sæsonen skal lige udnyttes. Så da jeg nu har haft et par dage i Holstebro, hvor oktobervejret har vist sig fra sin bedste side, og hvor jeg har haft adgang til en lækker cykel, så skulle det naturligvis udnyttes. Ud over selv at have kørt nogle skønne ture, så lokkede jeg også min svigerbror til at køre en tur, hvor jeg sad på bagsædet af svigerfars bil og skød en masse billeder.
Der er vist ikke så meget mere at sige end: Skønt vejr, skøn motorcykel = skøn weekend.
Det kan godt være billederne ikke er af teknisk topkvalitet, men vi havde det sjovt med at tage dem. Jeg har prøvet lidt forskellige lukkehastigheder for at se hvad der fungerer bedste, men da jeg ikke er sikker på hvad jeg synes bedst om, eller om jeg kan få nogle fede billeder med langsommere lukkere, så må vi jo ud igen til foråret.

Billedet bliver lidt fladt i modlys. Blitz havde nok været sagen, bare ikke for motorcykelisten.
Jeg prøvede også med både modlys og medlys, men modlysbillederne bliver ret flade, for jeg kunne ikke rigtig tillade mig at smække en blitz i hovedet på en motorcykellist i fart.

Lige et sidste billede, det ligner de andre, men det var bare så godt vejr.
Lige en kort update og et efterårsbillede af ringe teknisk kvalitet. Hvis du følger mig på twitter eller kender mig på anden måde, er du sikkert opmærksom på at jeg skriver speciale for tiden. Skulle det være gået din snude forbi, eller er du en ny besøgende, kan jeg fortælle at jeg er lidt sløv til at opdatere min blog for tiden. Da jeg er dum nok til at arbejde fuld tid og skrive speciale samtidig.
Det står så grelt til at jeg glemmer at tage mit kamera med når jeg tager mig tid til at koble fra. Derfor er mit første efterårsbillede i år taget med min telefon.
Hvis du godt kan lide efterårsbilleder, er her mine efterårsbilleder fra sidste år.
Så husk nu at tage et ordentligt kamera med når du skal lave græskarlygter. Det er så dumt at gå ned på udstyr.
Her er det Hello Kitty græskar jeg lavede til min niece på 2,5 år, sammen med min 5-årige nevøs mere traditionelle halloween græskar.

Et traditionelt græskarhoved og et Hello Kitty græskarhoved
Nyeste kommentarer