Da jeg var på messe i dag, blev jeg ramt af en følelse af misundelse. Det sker med jævne mellemrum, så på den måde var i dag ikke noget særligt. Det føltes bare værre end det plejer, og det er sikkert den dybereliggende årsag til min misundelse der er skyld i det.
Messen havde intet med fotografi at gøre (Forvaltning og Digitalisering ’10), men der rendte en fotograf rundt og tog billeder til arrangementet. Hvis du er lidt ligesom mig, så kan du ikke lade være med at lure på andre fotografers udstyr, og det var her det første stik af misundelse ramte mig. Han rendte rundt med lige det kamera jeg ønsker mig og et bar af de Canons L-objektiver. Ren udstyrsmisundelse, men i en sværere grad end normalt. Så ramte den anden bølge af misundelse. Misundelsen på at han fotograferede. Pludselig gik det meget klart op for mig, hvor lidt jeg egentlig fotograferer for tiden, og hvor uendeligt meget jeg savner det.
Så selv om udstyrsmisundelsen måske er nem at forstå, så er det det, at bruge udstyret jeg misunder mest lige for tiden.
Så må det vist være rigeligt tuderi for nu.
Lige en kort update og et efterårsbillede af ringe teknisk kvalitet. Hvis du følger mig på twitter eller kender mig på anden måde, er du sikkert opmærksom på at jeg skriver speciale for tiden. Skulle det være gået din snude forbi, eller er du en ny besøgende, kan jeg fortælle at jeg er lidt sløv til at opdatere min blog for tiden. Da jeg er dum nok til at arbejde fuld tid og skrive speciale samtidig.
Det står så grelt til at jeg glemmer at tage mit kamera med når jeg tager mig tid til at koble fra. Derfor er mit første efterårsbillede i år taget med min telefon.
Hvis du godt kan lide efterårsbilleder, er her mine efterårsbilleder fra sidste år.
Så husk nu at tage et ordentligt kamera med når du skal lave græskarlygter. Det er så dumt at gå ned på udstyr.
Her er det Hello Kitty græskar jeg lavede til min niece på 2,5 år, sammen med min 5-årige nevøs mere traditionelle halloween græskar.

Et traditionelt græskarhoved og et Hello Kitty græskarhoved
Bare fordi jeg holder ferie, er det jo ikke ensbetydende med at jeg tager billeder, tværtimod.
For en 2½ uge side var jeg fotograf til et bryllup, det var en vennetjeneste, og med kort varsel, så der var ikke så meget planlagt, jeg sørgede blot for at have alle mine batterier ladet op, og have alt mit grej med. Så snart jeg har fået redigeret billederne igennem og overgivet dem til brudeparret, skal jeg nok få smidt et par stykker her på bloggen.
Men nok om bryllup, denne post skal derimod handle om ISO og støj. Jeg render rundt med et EOS 40D og er egentlig udmærket tilfreds med det. Langt hen af vejen tager det fine billeder. Jeg har både før og efter jeg har anskaffet kameraet læst en masse om det, og en ting der går igen overalt, er beskrivelserne af den meget ringe ISO performance. Indtil videre har jeg klaret mig, for jeg kan som regel holde mig inden for området 100 – 400 med en enkelt afstikker til 800 i ny og næ. Men da jeg i forrige uge stod i Basilica di San Miniato al Monte
i Firenze og ville have nogle billeder af udsmykningen, så var ISO 800 ikke lyst nok. Hvad gør man så? I alle de fancy bøger jeg har læst om fotografi er der altid en historie om at et dårligt billede er bedre end intet billede. Så jeg fyrede op på ISO 1600 og knipsede et par skud. Taget i betragtning hvor mørkt der var synes jeg, at jeg er sluppet heldigt fra det.

Den fulde loftudsmykning.
Med det blotte øje kunne man ikke ane meget mere end guldkanten på Jesus kappe.
Herunder er et 100% udsnit. Det kan godt være at motivet er rimeligt støjtolerant, men det er ikke sidste gang at jeg har bevæget mig op på ISO 1600, for et billede med den smule støj er helt sikkert bedre end et der er dobbelt så rystet. Man kunne selvfølgelig også løse det med nogle mere lysstærke objektiver, men det har jeg ikke råd til lige nu.

100% beskæring af Jesus
Så kom der også lidt med fra min ferie. Nu vil jeg læse de sidste sider af Joe McNallys ‘Hot Shoe Diaries’ så jeg kan skrive lidt om den, og så få lavet nogle bryllupsbilleder klar så jeg kan vise dem.
Så er det snart tid til CES i Las Vegas, det betyder også at der kommer nyt legetøj på hylderne. Canon har startet med at annoncere en opdateret 70-200mm f2,8L. Det e primært billedstabiliseringen der er opdateret til at dække 4 stop. Jeg tror desværre ikke der er nogen der skylder mig gaver i den størrelsesorden, men den ryger på toppen af ønskesedlen.
Jeg er lige lidt inaktiv med min blog i øjeblikket, da jeg har to eksamener her i Januar, og dem bliver der læst til. Så snart det er overstået, så har jeg lidt vinterbilleder og julehygge mm. som jeg nok skal få skrevet om og lagt på flickr. Jeg er efter Sørens opfordring gået i gang med at afprøve Bibble, og indtil videre er jeg begejstret over hvor nemt og overskueligt det er at håndtere sine billeder. Jeg er ikke nået til billedtilrettelser endnu.
I mit forrige indlæg skrev jeg om Kim Skovsbys udmærkede fotokursus. Med til dette kursus havde Kim naturligvis også medbragt Canons nyeste skud på EOS-stammen, Canon EOS 7D. Kameraet var sat frem, så man kunne nå at pille-rode-rage lidt ved det inden kurset og i pausen.
Der var bare lige tre små problemer. For det første var vi lige omkring 30 kursister, der alle gerne ville prøve det ene 7D der var.

Canon EOS 7D
For det andet var der kun 5 min. pause, og sidst men ikke mindst, var kameraet monteret med et 800mm objektiv. Det sidste gjorde det tæt på umuligt at få kameraet til at fokusere på noget som helst i et lokale der er ca. 8m på den længste led. Med kun 5 min. var der jo heller ikke lige tid til a få lov at sætte et andet objektiv og prøve det lidt. Jeg nåede kun at pille en lille smule med indstillinger af fokusering samt at holde udløseren inde, så jeg kunne høre den dejlige høje skudhastighed.
Næste gang vil jeg gerne have tid til at bruge mig eget kort og objektiv, og så kunne skyde lidt med det. Men jeg nåede i det mindste at få et par billeder af det nye Canon EOS 7D med et 800mm F5.6L objektiv på.

800mm F5,6L med Canon EOS 7D
Nyeste kommentarer