Arkiv

Arkiv for kategorien ‘fotoopgave’

Min første gang som Bryllupsfotograf

7 august, 2010 17 kommentarer

Min kones gode veninde Victoria blev gift med sin udkårne Michael for en lille måned siden.

Bryllupsbillede af Victoria og Michael der kysser bag hatten.

Hun fik hatten og han fik buketten og så måtte de ellers kysse i skjul bag hatten.

Vi har længe vist at vi skulle med og jeg havde gået og tænkt om jeg bare skulle nappe mit lommekamera med, eller om jeg skulle tage mit spejlrefleks og se om jeg kunne lave nogle gode billeder. Svaret kom 4 dage før brylluppet, da Victoria og Michael spurgte om ikke jeg havde lyst til at være deres semi-officielle bryllupsfotograf, de havde nemlig ikke hyret en. Selvfølgelig ville jeg det, det var jo en chance for at prøve noget nyt.

Så dagen før blev alle batterier ladet op, memory cards blev tømt og jeg blev lidt nervøs, for hvad nu hvis man kiksede jeg har jo ikke prøvet det før. Jeg er jo fortrolig med mit udstyr og jeg havde jo fortalt det unge brudepar at jeg ikke havde taget bryllupsbilleder før, og det var de ok med, så alle bekymringer blev lagt på hylden.

Nu skulle jeg bare koncentrere mig om at få nogle billeder der blev gode og som de viste deres store dag. Der måtte ikke fotograferes i kirken under vielsen (og da præsten er bruden mor, blev det overholdt) så jeg stod klar til at fange dem, da de trådte ud i den bagende varme Juli sol.

Bryllupsbillede af Victoria og Michael der kommer ud af kirken

Hele ceremonien i bedehuset skal lige synkes en gang.

Jeg er selv ret glad for det her billede, parret stråler af glæde, men skal også lige nå at forstå at de lige er blevet gift. Efter gæsterne var drysset ud af kirken havde jeg håbet at vi kunne komme ind i kirken og tage et par billeder, men de havde travlt med at gøre klar til det efterfølgende bryllup, æv-bæv.

Victoria og Michael er meget glade for gå-ture og det havde de valgt skulle indgå i dagen, så fra kirken på Frederiksberg gik turen til fods gennem Frederiksberg have til receptionen i Valby.

Bryllupsbillede fra Frederiksberg have

I fuld fart gennem den gamle have

Da gå-turen er vigtig for brudeparret, ville jeg jo gerne have et par gode billeder. Men turen foregik i raskt trav uden pauser, hvilket var lidt af en udfordring, så jeg løb rundt i bryllupstøj med kamera i 30 graders varme. Jeg er selv tilfreds med de to billeder fra turen, som jeg synes illustrerer den raske gåtur med det store følge.

Brud, Gom og det store følge

Brud, Gom og det store følge

Efter gåturen gennem Frederiksberg have var der reception i Valby, hvorefter det var tilbage til Josti i Frederiksberg have til festen. Inden festen på Josti havde jeg lige 20-25 min med brudeparret i Frederiksberg have til at få taget et par officielle bryllupsbilleder. Det første billede i indlægget er en af disse og det er dette sidste billede også.

Brudeparret på en bro i Frederiksberg Have

Brudeparret på en bro i Frederiksberg Have

Alt i alt var det en meget lærerig dag for mig. Selv om brudeparret måske ikke forventer det store, så har de stadig nogle ønsker og idéer, og de havde været rare at vide på forhånd. Så en anden gang vil jeg gerne planlægge mere en 3 dage i forvejen, og have lidt mere tid til at planlægge. Jeg fik prøvet min blitz off-kamera uden for, og fik set de udfodringer der er i det. Jeg fandt ud af at jeg til fest billeder ønsker mig et lysstærkt zoom-objektiv og et kamera med bedre iso-performance. Men overordnet fik jeg helt sikkert blod på at skyde mere af den slags, for selv om det var varmt og hårdt, var det rigtig sjovt.

Flere bryllupsbilleder på flickr.

Sejltur med RIB

15 juni, 2010 3 kommentarer
RIB for fuld knald hen over Øresund

Fuld tryk hen over Øresund med broen i baggrunden.

For ca. 14 dage siden hev festudvalget på mit arbejde fat i mig og spurgte om ikke jeg “bare lige” tog mit kamera med til sommerfesten, så vi kunne få nogle gode billeder. De ville ikke fortælle mig hvad vi skulle, men jeg er altid på jagt efter billeder, så fint med mig.

Jeg fik sammen med resten af firmaet besked på at møde op ved Amaliehaven kl. 13 den 4. juni. Da vi kom derned lå der tre RIB’s fra RIB-IT og ventede på os. Der gibbede det lidt i maven på mig. Jeg tænkte først og fremmest på om jeg kunne holde mit kamera tørt og derefter på om jeg overhovedet ville kunne få nogle gode billeder.

Heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel, så jeg smed mit kit-objektiv (17-85mm) på og kunne alligevel holde hurtige lukketider. Udfordringen var at styre alt på kameraet med en hånd, for man er nødt til at bruge den anden til at holde fast. På vej ud af havnen skød jeg en masse for at øve mig i at styre min zoom, ved at rulle den mod den arm der holdt fast i båden, for da vi først var ude af havnen gik det for alvor løs.

Heldigvis er et EOS 40D ikke så tungt og det skyder 6,5 billede i sekundet, så der blev faktisk en hel del gode billeder, omkring 50 ud af de 230 jeg skød på en times sejltur.

Rasmus med vind i håret på grund af farten.

Min kollega Rasmus med vind i håret og lækre beskyttelsesbriller på.

RIB’sne skød afsted med omkring 100 kmh og som det kan ses på min kollega Rasmus giver det ret meget vind i håret.

Alt i alt synes jeg det gik ret godt fotomæssigt, selv om jeg ikke var forberedt på den slags sejltur med RIB. Jeg fik desværre ikke tænkt mig ordentligt om, så jeg kunne sikkert have gjort det bedre, men det må blive næste gang, for det er ikke sidste gang jeg har sejlet RIB. Næste gang vil jeg gerne have lidt flere bølger, der var ikke helt hopperi nok, selv om det nok gør fotoopgaven sværere. ;)

Endnu en RIB med fuld skrald på.

Fuld knald på hele tiden, sådan sejler man RIB.

Som Søren siger på bagkameraet.dk er RIB’s havenes Chuck Norris, og jeg kan kun anbefale at prøve det.

UPDATE: Så kan billederne se på flickr.

Portrætter til Siteimprove A/S

18 marts, 2010 Ingen kommentarer

Jeg arbejder til dagligt for virksomheden Siteimprove A/S. Da vi for nyligt besluttede at vi ville sætte ansigt på os selv for at gøre kontakten med kunderne mere personlig, og at det blandt andet skulle ske ved at have portrætter af medarbejderne på hjemmesiden, skyndte jeg mig at melde mig som fotograf. På den måde for jeg lavet et par portrætter til en begyndende portfolio og firmaet for lavet portrætter ganske billigt.

De fleste dage slæber jeg alligevel min taske med alt mit fotoudstyr med frem og tilbage, hvis nu der skulle opstå en situation hvor jeg skulle tage billeder, så der var ikke så meget forberedelse for mig. Så på den første dag der var afsat til at tage billeder hev jeg fat i min kollega Camilla, som fik lov at være prøveklud på de ca. 50 billeder det tog før jeg havde fundet det rette sted og belysning.

Camilla

Prøveklud og Account Manager Camilla

For at få billederne til at passe i vores farveprofil på hjemmesiden blev det besluttet at holde dem i sort/hvid. Samtidig ville vi gerne have at man kunne ane lidt struktur i baggrunden, så de er taget i vores fantastiske trappeopgang. (Bygningen er fra 1805.) Lyset på Camilla kommer fra et stort vindue der sidder lidt oppe til højre. På venstre side har jeg bouncet min blitz ind i en brun væg, som gav en lidt gylden tone.

Den samme opstilling brugte jeg så på de kollegaer der blevet taget portrætter af på denne dag. Blandet andet min Irske kollega og singer-songwriter Sean Needham.

Sean

Account Manager Sean

Der blev taget en sjat flere billeder første dag, men de ligner alle hinanden i stil.

For variationens skyld, og fordi lyset var anderledes, lavede vi en lidt anden opstilling på vores anden portrætfoto-dag. Jeg valgte at sætte mine modeller tættere på det store vindue og lade lyset falde ind fra venstre. Da det var gråvejr gav det et meget stort blødt lys. Jeg valgte så at ligge min blitz ca. 3m bagude og 3m til højre og bounce den op i det høje loft, for at skabe en kantbelysning.

Kajsa

Account Manager Kajsa

Jeg synes faktisk at lyset her er blevet rigtig godt. Specielt kantlyset fra den bouncede blizt, som ses på Kajsas hår og skuldre virker i mine øjne rigtig godt. Lyset fra vinduet som er ca. 1m til venstre bliver meget dramatisk og lækkert. Jeg prøvede også at lave et bredformat portræt for at få lidt mere dybde i billedet. Her har jeg brugt Jesper, en af udviklerne, som model.

Jesper

Udvikler Jesper

Selv om en stor del af den venstre side af billedet bare er mørkt synes jeg det giver en fed dybde og kontrast sammen med kantlyset. Jeg synes også Jesper træder fint ud af baggrunden, desværre er det svært at se hvor flot vores bygning er.

Nu skal vi bare have lavet tilpasningerne på firmaets hjemmeside, så vil billederne snart kunne ses på Siteimproves hjemmeside.

Barnedåb

19 oktober, 2009 Ingen kommentarer

Som tidligere nævnt, var jeg til barnedåb for 14 dage siden. Forældrene have i den forbindelse bedt mig om at tage de mere officielle billeder. Jeg havde advaret forældrene om, at jeg ikke kunne garantere kvaliteten, da jeg stadig er lidt grøn i den slags situationer, og fordi jeg endnu ikke har fået min blitz.

Men jeg fik da taget en masse billeder og forældrene er tilfredse. Der er selvfølgelig stadig plads til forbedringer, men her er to af de bedste billeder. De er begge taget med mit 50mm F1.4 objektiv, som jeg er utrolig glad for til portrætter. Jeg havde også mit 17-85mm kit-objektiv med, og det blev brugt en del til at lave stemningsbilleder fra både kirken og frokosten efterfølgende.

Forældre og dåbsbarn i kirken.

Forældre og dåbsbarn i kirken.

På dette billede savner jeg en blitz til at bløde lidt op for det sollys der kommer ind af kirkens vinduer fra højre. Den ville måske også kunne hjælpe på genskæret i faderens briller.

Det ene par stolte bedsteforældre

Det ene par stolte bedsteforældre

Her er det mest baggrunden der er lidt kedelig, men det fremhæver bare fokus på motivet, så jeg er nogenlunde tilfreds.

Alt i alt synes jeg at jeg fik nok gode billeder til at levere et anstændigt sæt til forældrene, og jeg har lært en del selv. Næste gang jeg skal lave den slags opgave, har jeg fået min blitz, så må vi se hvad det kan blive til.

Categories: fotoopgave, mission Tags:

Så gik det stærkt

9 oktober, 2009 Ingen kommentarer

UPDATE: Så er pressemeddelelsen inkl. mit billede lagt på Ballerup Kommunes hjemmeside. Du kan se den her: Danmarks bedste kommunale valgsite.

I firmaet arbejdet vi med website kvalitet og værktøjer til at forbedre denne. I den forbindelse har vi udnævnt den kommune i Danmark med det bedste Kommunalvalgs information på websitet. Det blev Ballerup Kommune og de skulle derfor modtage en pris på 10.000 Kr. der er øremærket til et arrangement for de frivillige i kommunen.

Så kl. 15.30 i går hiver chefen mig til side og siger, at vi har kun har mulighed for at overrække prisen til Ballerups borgmester Ove Dalsgaard kl. 17.00 samme dag, og vi jo gerne vil have et billede til vores pressemateriale. Så om ikke lige jeg griber mit kamera og tager med.

Jeg er glad for at få muligheden, men også opmærksom på at mit udstyr er lidt begrænset af at jeg endnu ikke har fået min blitz. Men billeder blev det til, og de er efter min egen mening også ganske acceptable til brug på web eller notitser i avisen.

Borgmester Ove Dalsgaard modtager prisen for bedste kommunalvalgsite.

Her er et der viser Borgmester Ove Dalsgaard der får overrakt prisen af Siteimprove A/S direktør Morten Ebbesen.

Borgmester Ove Dalsgaard modtager prisen for bedste kommunalvalgsite.

Det er ikke sikkert at jeg kan slå mig ned som profesionel fotograf endnu, men det er da en start.

Categories: fotografi, fotoopgave, udstyr Tags:

Fotografi, Udstyr og Eventyr is Digg proof thanks to caching by WP Super Cache

Web Analytics